For nylig traf Diabetesforeningen den beslutning, at man fremover kun ønsker kostforedrag i foreningens lokalafdelinger afholdt af oplægsholdere, der er ’tydeligt fagligt loyale’ over for foreningens egne kostråd. Foredragsholdere, der ønsker at stå på Diabetesforeningens liste til lokalafdelingernes foredrag, skal ansøge – og dokumentere sin faglige loyalitet.
Det er Diabetesforeningen naturligvis i sin gode ret til. Alligevel har beslutningen sat nogle tanker i gang hos mig. Ikke så meget om det konkrete valg i sig selv – men mere om den principielle risiko, der opstår, når en organisation lukker sig om sit eget verdensbillede og ikke længere inviterer de stemmer ind, som udfordrer det bestående.
For tænk engang, hvilke konsekvenser det ville have haft, hvis Diabetesforeningen havde truffet den samme beslutning for 10 år siden, da jeg holdt mit første foredrag for Diabetesforeningens lokalafdeling i Lyngby. Havde man haft samme politik dengang, ville man i praksis udelukkende have sendt foredragsholdere ud i lokalafdelingerne, som loyalt videreformidlede dybt forældede kulhydratrige kostråd – kostråd, der lå langt fra den internationale, forskningsmæssige konsensus om kost, blodsukkerregulering, type 2-diabetes – og type 2-diabetes remission.
For ja – det var reelt det, Diabetesforeningen anbefalede i en årrække, indtil man heldigvis – og langt om længe – skiftede kurs.
I dag vil jeg invitere dig med på en tur ned ad ’memory lane’. Tilbage til en tid, hvor jeg brugte energi på at få taletid hos Diabetesforeningen, invitere foreningen på rigtig mad og samtaler med x-diabetikere, hjælpe foreningen med at være et spejl for det, jeg læste i deres materiale – og ultimativt til at flytte sig ind i den biologiske virkelighed, jeg synes var så tydelig. Diabetesforeningens rejse de sidste 10 år viser, hvor afgørende det er, at viden får lov at bevæge sig frit, og at vi taler med dem, vi er uenige med – så forældede dogmer og retningslinjer kan blive udfordret.
Myten om type 2-diabetes som en altid kronisk medicinkrævende sygdom
Så hvad var det reelt, Diabetesforeningen fortalte mennesker med type 2-diabetes alt, alt for længe?
Lad os begynde med det mest grundlæggende – selve forståelsen af type 2-diabetes og den fortælling, nye diabetikere blev mødt med, når de søgte viden hos foreningen. På Diabetesforeningens hjemmeside kunne man således stadig i 2017 læse, at type 2-diabetes var en kronisk og livslang sygdom. Noget, man måtte lære at leve med. Noget, der ikke forsvinder, når den først er konstateret.
Screenshot fra 2017.
Det var den ramme, nye diabetikere blev mødt med. Og den forståelse, der satte forventningerne til fremtiden – og som mange indrettede både deres liv, deres håb og deres handlemuligheder efter.
Det, der ikke blev nævnt, var, at der allerede på dette tidspunkt fandtes solid, international forskning – helt tilbage fra 2009 – som viste, at type 2-diabetes i mange tilfælde kan bringes i fuld eller delvis remission (den proces, der sker, når sygdommen tilbagerulles og sygdom og symptomer ikke længere kan måles). Ikke som en garanti. Ikke som et quick fix. Men som en biologisk mulighed, når insulinresistens reduceres, og kroppens metaboliske belastning lettes.
Den viden var ikke ny. Den var bare ikke en del af Diabetesforeningens fortælling.
Forældede kostråd, der – efter min viden og overbevisning – fastholder sygdom
Den samme grundforståelse gik igen i kostrådene. På Diabetesforeningens sider blev tallerkenmodeller præsenteret, hvor 45-60% af energien kom fra kulhydrater – ofte i form af ris og fuldkornsbrød – og med en meget begrænset mængde grøntsager. Også til mennesker med insulinresistens eller præ-diabetes.
Screendump fra 2018.
Diabetesforeningens indkøbsguide fra 2019 fortalte samme historie. Her blev ultraforarbejdede produkter kategoriseret sammen med uforarbejdede råvarer, så længe de levede op til bestemte fiber, salt, fedt- og sukkerprocenter. Forarbejdningsgraden spillede ingen rolle.
Screenshot fra 2019.
Brød, ris, kartofler og andre kulhydratrige fødevarer blev fremhævet som vigtige og bærende dele i en diabetesvenlig kost, og i de fleste kategorier indgik der ultraforarbejdet mad og light-produkter. Det skete på tidspunkter, hvor der allerede fandtes både klinisk erfaring og internationale konsensuspublikationer, som pegede på, at netop denne tilgang kunne fastholde mange mennesker med type 2-diabetes i et højt blodsukker og et konstant insulinpres.
I Den Nationale Kosthåndbog fra Kost- og Ernæringsforbundet giver man fx køkkenpersonale i institutioner forslag til specialkost for 13 forskellige grupper mennesker – herunder voksne med diabetes 2. Dagskostforslaget til voksne med diabetes 2, som var gældende helt frem til maj 2023, så således ud:
Screenshot fra 2023.
Jeg har lavet en tabel med indholdet fra ovenstående, så det er mere overskueligt for dig:
Her anbefalede Kost- og Ernæringsforbundet en kost, hvor over halvdelen af energien (9 MJ) kom fra kulhydrat – omkring 250 gram kulhydrat fordelt jævnt over dagen. Havregryn med sukker, fuldkornsbrød, knækbrød og masser af frugt indgik som naturlige og anbefalede bestanddele i en kulhydratrig, såkaldt diabetesvenlig, kost.
Set med datidens ernæringsbriller handlede det om energifordeling, fedtprocenter og portionsstørrelser. Set med biologiske briller betød det gentagne blodsukkerstigninger og et konstant insulinpres – netop de mekanismer, der fastholder insulinresistens, frem for at give kroppen mulighed for at aflaste den.
Den meget lave andel af grøntsager i kosten betød, at den insulinresistente type 2-diabetiske krop kun fik minimal hjælp til naturlig blodsukkerregulering fra samarbejdet med tarmmikrober, tarmhormoner og immunsystem – samtidig med at blodsukkeret blev udfordret 6 gange dagligt.
Når man spurgte, hvorfor Diabetesforeningen ikke kæmpede for, at dette blev ændret på vegne af deres mange medlemmer, sagde de, at de ventede på diætisterne. Diætisterne sagde, at de ventede på en konsensusrapport fra EASD, og andre interessenter, at man skulle fastholde, at diabetikere skal spise ligesom alle andre – og så justere blodsukkeret med medicin.
Men heldigvis skete der langt om længe noget!
Heldigvis er historien om Diabetesforeningen ikke historien om en organisation, der aldrig lyttede. Langsomt – og alt for langsomt, hvis du spørger mig – begyndte noget at bevæge sig. I 2020 ansatte man en forskningschef, og i 2021 kom der ny direktør i Diabetesforeningen.
Hele to år efter at ADA (American Diabetes Association) og EASD (European Association for the Study of Diabetes) havde revideret deres syn på forskellige kostformers kliniske effekter ved type 2-diabetes, valgte Diabetesforeningen at følge trop. Måske hjulpet på vej af det pres, som mange (inklusiv jeg) lagde. For sagen var ganske enkelt for vigtig til at blive tiet ihjel.
Endelig kom Diabetesforeningen på banen med 5 nye anbefalinger til en diabetesvenlig kost, som flugtede bedre med forskningen – og som samtidig var mere tro mod de biologiske principper om uforarbejdet mad.
Find kostrådene på www.diabetes.dk/kostraad
Diabetesforeningen giver stadig plads til masser af fuldkorn og anbefaler at sparre på fedtet i stedet. Mens Diabetesforeningen anbefaler en vej, hvor der er meget kulhydrat (man anbefaler fuldkorn fremfor hvidt mel) og mindre mættet fedt, anbefaler jeg en vej, hvor anbefalingen rydder tallerkenen for alt forarbejdet kulhydrat (mel, fuldkornsmel, sukker mm) og kulhydratrige madvarer, men derimod sikrer plads til masser af grøntsager og gode mængder fedt og protein, som mætter.
I min bog ’Ud af diabetes 2’ beskriver jeg, hvordan den kostform virker – og jeg glæder mig også over, at denne bog forhandles i Diabetesforeningens netbutik.
Året efter Diabetesforeningen lancerede nye kostråd, fulgte også diætisterne op med nye anbefalinger. Først i 2023 kom Kost- og Ernæringsforbundet med opdaterede dagskostforslag, som i Kosthåndbogen danner grundlag for dagens institutionsmad til mennesker med diabetes 2.
Derfor er det farligt at lukke sig om sig selv
I min optik gik der alt for lang tid, før Diabetesforeningen ændrede kurs. Det ved de også godt 😊
Noget af det, der stadig undrer mig, er måden, denne kursændring er blevet kommunikeret på. For forandringen kom ikke med et tydeligt: “Vi tog fejl – nu ved vi mere, og det her er vigtigt for Jer kære medlemmer”, så alle tydeligt fik besked om kursskiftet.
Snarere blev det en stille justering. En ”sniger” om man vil – som om, Diabetesforeningen altid havde ment det. Her mener jeg, Diabetesforeningen kunne lære meget af at kommunikere lidt mere som Arne Astrup – det har jeg tidligere skrevet en blog om, du kan læse her.
Men de lyttede trods alt, og jeg tror også, de tog teten og fik diætisterne og etablissementet med til sidst. Jeg tror også, foreningen ændrede fokus efter de vigtige inputs, der kom udefra – og inde fra egne medlemmer, som havde erfaringer med kost uden kulhydrattilskud. Var døren forblevet lukket dengang, var deres vigtige bevægelse aldrig opstået. Så havde fortællingen om diabetes 2 remission, biologisk handlekraft og menneskers mulighed for selv at påvirke deres sygdom aldrig fået den plads, som alle diabetikere fortjener.
Så tak for kampen, Diabetesforening. Tak for, at I – trods modstand og tøven – endte med at lytte og følge forskningen og jeres medlemmers erfaringer.
Selvom jeg fortsat mener, at I bør bruge lige så mange ressourcer på at rådgive om diabetesremission – til dem der ønsker det og orker det – som I bruger på at kræve udstyr og rettigheder for alle dem, som kæmper med diabetes uden muligheder for remission. Det er hult at kræve af andre, mens man selv forsømmer sit. Og jeg tror, I kan gøre det bedre for alle – og selv vinde respekt.
Og lad os her til slut ikke glemme, hvad Diabetesforeningens udvikling også viser os. Nemlig at fremskridt sjældent opstår i lukkede rum, og at det er vigtigt at lytte og invitere inputs ind.
Det var sandt dengang.
Og det er stadig sandt i dag.
Tak fordi du læste med hele vejen.