Det kræver mod at sige: “Ja, vi tog fejl – og derfor anbefaler vi noget andet i dag.”
Men det er præcis det mod, vi har brug for fra Diabetesforeningen, Fødevarestyrelsen – og resten af det etablerede Sundhedsdanmark – hvis deres vigtige kursskifte og længe ventede fokus på madens forarbejdningsgrad for alvor skal nå ud til den brede befolkning.
Kan du huske, da en af Danmarks mest anerkendte ernæringsforskere, Arne Astrup, for nylig stillede sig frem i medierne og sagde: “Jeg tog fejl, og jeg er blevet klogere”?
I årevis var Arne Astrup fortaler for fedt- og kalorierestriktion som vejen til vægttab. Men forskning over en dekade har ændret hans syn, og i dag (og de seneste 10 år) taler han i stedet for uforarbejdet mad og hele fødevarer.
Det kræver helt sikkert mod at erkende, at man har taget fejl. At stå frem og ændre mening offentligt.
Men det gjorde Arne Astrup – for sundhedens og danskernes skyld – og hans ærlighed og store faglige ansvarlighed satte gang i en vigtig samtale, som nåede ud til mange afkroge af den danske befolkning.
Det er én ting at blive klogere – noget andet at sige det højt
På mange måder er Arne Astrups mod og kommunikation eksemplarisk. Noget, det officielle Sundhedsdanmark – herunder Diabetesforeningen – med fordel kunne lade sig inspirere af.
For uden yderligere sammenligning har både Fødevarestyrelsen, Sundhedsstyrelsen og Diabetesforeningen – præcis som Arne Astrup – ændret holdning og rykket sig markant i deres kostanbefalinger. De har bare først gjort det 10 år efter Astrup. Langt om længe har de tilsluttet sig den veldokumenterede videnskabelige konsensus om, at madens forarbejdningsgrad spiller en afgørende rolle for vores sundhed – hvad enten vi er raske, insulinresistente, kronikere eller diabetikere.
Diabetesforeningen er i dag medforfatter på bogen ’Spis rigtig mad’, som de kalder ”den første danske bog om ultraforarbejdede fødevarer.” Bogen kritiserer netop de produkter, der for få år siden udgjorde hovedparten af foreningens egen indkøbsguide. En guide, hvor 16 ud af 17 anbefalede fødevaregrupper i øvrigt indeholdt forarbejdede fødevarer.
Nedenfor kan du se, hvordan Diabetesforeningens indkøbsguide tidligere så ud – heldigvis er den i dag opdateret.
Et markant skifte er altså heldigvis sket. Og hvor ville det være stærkt og kommunikativt effektfuldt, hvis Diabetesforeningen understregede det med en ærlig udmelding: “Ja, vi tog fejl. Vi er blevet klogere – og derfor har vi opdateret vores kostanbefalinger.” Og tænk samtidig, hvor stærkt det ville være, hvis Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen gjorde det samme, når de i dag skal sætte maksimalt fokus på alle de sundhedsfremmende effekter af den uforarbejdede mad.
Det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan bestsellerbogen ’Ultraforarbejdet’ af Chris van Tulleken, som blev oversat til dansk i 2024, har gjort problemerne med ultraforarbejdet mad tydelige for enhver. Bogen kommer efter, at en lang række danske bøger i de seneste 10-15 år har haft stor fokus på alle sundhedsfordelene ved det modsatte – nemlig den uforarbejdede mad. Måske husker du bogen ’Rigtig Mad’ af Thomas Rode, Thilde Maarbjerg og ja, af selveste Arne Astrup (2015). ’Rigtig Mad’ fulgte efter Thomas Rode og Thilde Maarbjergs bog ’Palæo’ (2013). Og måske husker du endda ‘Sandheden om sukker’ (2014) mfl. fra den idealistiske tidligere forsker i Novo Nordisk ….
Vi har ikke brug for små omskrivninger – vi har brug for modig kommunikation
Men hvorfor er der behov for tydelig, ærlig og transparent retorik?
Der er flere grunde. Først og fremmest fordi det skaber tillid. Troværdig og ærlig kommunikation er vejen frem, hvis Sundhedsdanmark og patientforeningerne vil opbygge tillid og et respektfuldt forhold til borgerne.
Men det handler ikke kun om tillid – det handler også om effekt. Tydelig, troværdig og transparent kommunikation skaber genklang og bryder ”lydmuren”, og det er helt afgørende, når man har at gøre med et budskab, der har så stor betydning for millioner af danskeres sundhed.
Hvis man sniger de nye kostanbefalinger ind ad bagdøren uden at råbe højt om kursskiftet, risikerer man, at budskabet aldrig trænger igennem – og at dem, der har allermest brug for det, slet ikke opdager det.
Vi har brug for offentlige myndigheder, der kommunikerer tydeligt. Og som har modet til at sige det, som det er.
Især når budskabet er alt, alt for vigtigt til at blive pakket ind i en “det-har-vi-da-altid-ment”-retorik.
Som autoritet skal man turde tage et tydeligt standpunkt – og derefter respektere, at det i sidste ende er den enkelte, der vælger selv.