Algoritmerne på sociale medier som Facebook belønner den, der konstant opfinder ”nyheder” og den, der sælger sine budskaber så aggressivt og konfliktsøgende, at det giver hurtige likes og kliks – mens substansen og forsoningen oftest må vige pladsen. Jeg fravælger nu aktivt at deltage i dette løjerlige spil om din opmærksomhed, og derfor skruer jeg mine aktiviteter på Facebook ned til det tempo, jeg synes er fair for dig og mig. Min Facebook-side består, og du kan fortsat finde min biologiske logik – uden ’clickbait’, oversalg og FOMO – i mine bøger, på mine foredrag og kurser, her på bloggen og i mit nyhedsbrev, som du tilmelder dig her.
På det seneste har jeg fulgt med i debatten om, hvad skærmtid og sociale medier gør ved os mennesker. Heldigvis sætter en række dygtige fageksperter som bl.a. Anette Prehn, Imran Rashid og Nicklas Brendborg fokus på området, og deres konklusion er ret entydig: Vi skal passe på, for meget skærmtid kan påvirke både vores mentale og fysiske velvære i den gale retning, og algoritmerne på de sociale medier er designet til at stjæle vores tid, skabe FOMO (”fear of missing out” eller ”frygt for at gå glip af noget”), holde os ”hooked” og online konstant. En mildest talt farlig cocktail som reelt trækker os endnu længere væk fra hinanden og slukker vores opmærksomhed på den virkelige verden.
Aldrig mere slave af SoMe-algoritmer
Facebook og jeg har i en årrække haft et balanceret forhold til gensidig fordel. Men denne sommer gik det for alvor op for mig, at Facebook har overaget serveretten. Jeg slukkede nemlig for Facebook over sommeren – og det betød at jeg blev mødt af masser af beskeder om at det nu var tid at poste, poste poste.
Når man pludselig får øje på noget nyt, ser man det over alt! Og jeg må se mig i spejlet og erkende, at jeg selv har været spundet ind i Facebooks algoritme, som kræver konstant tilstedeværelse og aktivitet, hvis mine opslag fortsat skal være synlige for alle jer, der interesserer jer for biologisk logik og kroppens egne sundhedsmekanismer. For at holde min side aktiv har også jeg gentaget de samme budskaber på Facebook – meget mere end jeg har lyst til. Og ikke nok med det: Jeg har også påført dig FOMO med flere ”sidste chance”-påmindelser, selvom jeg så inderligt afskyer den type kommunikation.
Nu er det nok! For min mission er i direkte kontrast til de korte budskaber.
Min mission er nemlig stadig at klæde dig på med solide sundhedsfærdigheder, så du bliver chef i dit eget sundhedsunivers – når det passer ind i dit liv. Det kræver en vis forståelse for biologiske nuancer og en erkendelse af, at vi alle skal vide det samme, men ofte sagtens kan gøre noget forskelligt – fordi vi har et forskelligt udgangspunkt, motivation, disciplin og mål!
Mine uddannelser kan ikke kommunikeres i sort/hvide clickbait-overskrifter på Facebook, og jeg nægter at gå videre på den galej for at kæmpe om din opmærksomhed. Når jeg ser, hvordan Facebook favoriserer indhold, der skaber frygt for at gå glip af noget eller unødvendige polariseringer, og hvordan meget sundhedsinformation bliver pakket ind i unuancerede balkonudmeldinger, der lover ”one-size-fits-all-quickfixes”, bliver jeg ærlig talt mismodig.
Det er slet ikke det, jeg står for. Absolut ikke det, Danmark har brug for og slet ikke sådan, jeg vil se mig selv kommunikere til dig.
Kvalitet skal altid trumfe kvantitet og salg
Og ja, jeg kan godt se, at det kan virke paradoksalt, at jeg nu skruer ned for Facebook, når jeg fortsat gerne vil nå ud til mange sundhedsinteresserede med solide biologiske færdigheder.
Men i min optik skal kvalitet trumfe kvantitet, og derfor vil jeg holde kommunikationen dér, hvor der er bedre plads til indhold, som er gennemtænkt, videnskabeligt underbygget og nuanceret. Det kan du fortsat regne med at få fra mig, når du læser mine bøger og nyhedsbreve, og når du deltager på mine foredrag og kurser.
Så er du nysgerrig på viden om kroppens biologi og dine unikke handle- og sundhedsmuligheder, er det primært her, du skal kigge hen. Du er selvfølgelig samtidig meget velkommen til at invitere andre sundhedsinteresserede i dit netværk til at kigge samme vej! Og jeg vil meget hellere have din personlige anbefaling af min bog til en, du holder af, end dit like på Facebook.
På Facebook vil jeg fremover holde mig til at poste, når jeg har større nyheder, du måske kan få glæde af. Jeg vil også dele spændende nye artikler eller andre små indsigter, erfaringer og vittigheder, som jeg tror på, du kan bruge til noget. Hvis algoritmen på Facebook straffer mig for min nye strategi, tager jeg det med!
Men kære Facebook, tusind tak for hjælpen til at opdage at du fylder for meget og har taget for meget styring – så det er tid til at jeg skrider til handling og sætter grænser. Først når man ser, at noget fylde for meget, kan man gøre noget ved det. ‘Do something about it’, som de siger 🙂
4 ting, du ikke kommer til at se på mine kanaler fremover
Lad mig opsummere mine refleksioner om min fremtidige kommunikation i fire punkter, som flugter med mine personlige værdier her i verden:
- Jeg hopper ikke med på ”post-hver-dag” eller ”vi-viser-dine-opslag-til de-få”-konkurrencen. Skærmtid er dårlig tid – mentalt og fysisk – som ikke må fylde for meget. Derfor vil jeg spare dig for hverdags-spam på Facebook.
- Der kommer højst et månedligt nyhedsbrev ind i din mailboks – og der kommer ikke flere, ”det er sidste chance i morgen”-mails. Jeg oplyser kun én gang om nyheder. Ikke tre gange! De sidste to gentagelser spilder alles tid, og alle savner i forvejen tid til det, der er vigtigt.
- Der er ingen annoncer i mit univers, og jeg sælger ingen andre produkter end mine egne foredrag, workshops, kurser og bøger.
- Jeg har reelle produkter i min butik. Du kommer derfor ikke til at se mig lokke med gratis-materiale for derefter at tage en styg overpris fra mine mest loyale sundhedsinteresserede kunder.
Tak fordi jeg måtte stjæle din tid til mit lille statement i dag.