Er du sundhedshysterisk – eller sundhedsansvarlig?

anette-sams

I lørdags kunne man i Berlingske Tidende læse om udvalgte ledere i sundhedsvæsenet der mener, at danskerne er blevet et sundhedshysterisk folkefærd. Jeg kunne ikke være mere uenig! Jeg mener omvendt at danskerne er ved at blive et sundhedsansvarligt folkefærd. Danskerne vil vide mere, vil inspireres mere og vil prøve mere. Danskerne har forstået at der ikke kun er én sundhed, men at sundhed er situationsbestemt og kan tilpasses egne præferencer. Det mener jeg at alle sundhedsprofessioner og alle skatteydere bør juble over!

Det er fantastisk at læse historier om danskere der har kæmpet sig ud af kroniske sygdomme eller overvægt igennem en livsstilsændring, om danskere der har fundet et ekstra gear ved en ny kost eller motionsform og om danskere der brændende ønsker at inspirere andre med deres erfaringer og ny-vundne indsigt! Tænk hvis vi kan inspirere hinanden til endnu mere sundhed og endnu mindre sygdom.

Sundhed er situationsbestemt og individuel!

Folkeskolen har lært det. Erhvervslivet har lært det: Rigtige mennesker kræver rigtig viden for at skabe mening med det vi gør! Når det giver mening tager vi personligt ansvar for egen læring, med mening bliver vi ansvarlige medarbejdere – og med mening tager vi personligt (med)ansvar for egen sundhed. Med mening kan man vælge den sundhed der passer til det liv man fører.

Der er brug for at den vigtigste nuancerede viden om sundhed gøres tilgængelig for alle interesserede danskere! Hvis vi nøjes med at stille instruktioner til rådighed er der ikke noget mærkeligt i, at danskerne søger viden andre steder. Tiden er inde til at acceptere at danskere er kompetente mennesker!

For den sundhedsbevidste og -ansvarlige dansker er det en ret kompleks opgave at holde sig sund og rask i det Danmark, der er blevet normalt. Et Danmark med masser af skadelige dogmer om sundhed og et Danmark hvor fuldforarbejdede fødevarer, sodavand der er billigere end vand og fysisk inaktivitet er så normalt, at vi kalder dem der undgår det hysteriske. Så længe vi respekterer hinandens frie sundhedsvalg og præferencer skal vi glædes over diversiteten i sunde livsstile.

Palæo – en skør dille eller sund fornuft?

I Berlingske Tidendes artikel kalder man kommunal sukkerpolitik og individuelle valg af bl.a. stenalderkost for hysteri. Jeg forstår udmærket at sundhedsprofessionelle griner lidt af de historiske argumenter for palæo og stenalderkost. Stenalder-analogien virker udelukkende fordi den gør det intuitivt at efterleve principperne om ’ikke-industrielt forarbejdet mad’. Omvendt er det en kendsgerning, at uforarbejdede fødevarer og masser af grove grøntsager er en sundhedsmæssig gevinst for alle. Vigtigst er, at palæo, stenalderkost eller anti-inflammatorisk kost oftest er en decideret game-changer for type 2 diabetikere og andre kronikere med inflammatoriske tilstande. Dette er basisviden for alle der beskæftiger sig mekanistisk eller klinisk med diabetes eller inflammation. Alle danskere fortjener den ’biologiske logik’ der er baggrund for denne basisviden.

Lad os acceptere det frie sundhedsvalg, lad os glædes over at danskerne er kompetente mennesker og lad os dele viden, så udmærkede sundhedsråd ikke bliver meningsløse instruktioner!

Berlingske Tidendes artikel: http://www.b.dk/nationalt/eksperter-danskerne-er-blevet-et-sundheds-hysterisk-folkefaerd

 

Læs alt om mit nye 6 ugers kursus ’Sundhedens Biologi – online’ her