På det sidste har jeg tænkt en hel del over, hvorfor sundhedsdebatten herhjemme så ofte bliver polariseret og gjort til et spørgsmål om enten-eller. Kost eller medicin. Kulhydrat eller fedt. Kalorieregnskab eller kalorier er ligegyldige. Forebyggelse eller behandling. Wegovy eller kroppens egne vægttabshormoner.
Det kan føles, som om vi helst skal vælge lejr, og når vi først har gjort det, bliver det vigtigere at forsvare vores egen ”sandhed” end at forstå, hvad der bliver sagt på den anden side. For mig giver enten-eller-tankegangen ingen mening, og vi går helt sikkert glip af noget vigtigt, når vi bliver mere optagede af at have ret end af at blive klogere.
Jeg har brugt en stor del af mit arbejdsliv på at undersøge, forstå og formidle alt det, kroppen kan selv, og jeg kommer forhåbentlig til at bruge mange år endnu på at kommunikere om madens struktur, blodsukker, tarmbakterier, hormoner og alle de andre biologiske ’knapper’, vi heldigvis selv har mulighed for at skrue på – med en logisk og situationsbestemt brugermanual. Men det gør mig altså ikke til modstander af medicin. Tværtimod er jeg dybt taknemmelig for, at vi har højt specialiserede lægemidler og medicin, når vi har brug for det.
Hvorfor vil vi så gerne vælge banehalvdel?
Jeg tror, en del af forklaringen på den polarisering, som nemt opstår er, at sundhed kommer så tæt på os. Det handler ikke bare om biologi, men om vores liv, vores erfaringer og de valg, vi allerede har truffet. Derfor kan et godt råd eller et andet perspektiv meget let komme til at lyde som en kritik.
Har du levet med type 2-diabetes i mange år, kan et velmenende ”måske vil det være en god idé at lægge din kost om” hurtigt komme til at lyde som en kritik af den måde, du har levet på. Også selvom det slet ikke var sådan ment. Og har du omvendt oplevet markante forandringer i din egen sundhed, fordi du har ændret din kost, kan det være temmelig provokerende at få at vide, at dine erfaringer ikke rigtig tæller fordi diabetes 2 er og bliver en kronisk sygdom. Basta.
Jeg tror, det er meget menneskeligt at blive påvirket af andres reaktionen, for vi bryder os ikke om, at andre simplificerer vores liv eller mener at kende vores situation og løsning.
Biologien er heldigvis fuld af nuancer
Noget af det, jeg holder allermest af ved kroppens biologi, er, at jo mere man lærer, desto sværere bliver det at tro på én simpel løsning til alle. Derfor har jeg opfundet konceptet biologik, som er den biologiske logik, du skal bruge i netop din situation, fordi der ikke er en ’on size fits all’.
Vi har forskellige gener, forskellig alder, forskellig muskelmasse, forskellig sygdomshistorik og vidt forskellige liv. Nogle skal tabe sig, mens andre har brug for at tage på. Nogle har brug for medicin, og andre har ikke. Der findes biologiske grundvilkår, vi alle deler og skal kende til, men der findes ikke én sundhedsopskrift, der passer til os alle.
Og måske er det netop derfor, jeg bliver så ærgerlig over de hårdt optrukne fronter. For når vi på forhånd har besluttet, at mennesket på den anden side tager fejl, risikerer vi samtidig at lukke ørerne for noget, vi faktisk kunne blive klogere af.
Måske er vi allerede på vej
Heldigvis oplever jeg også, at nogle af de gamle skel begynder at blive mindre skarpe. Jeg har på det seneste haft mere berøring med det danske sundhedsvæsen, end jeg plejer, og jeg må bare sige, at jeg på mange måde er imponeret. Samtidig oplever jeg flere tegn på, at gode sundhedsbiologiske principper vinder frem her.
På vores hospitaler er maden ikke som i ”gamle dage” bare noget, der tilfældigvis lander på en bakke. Der er fokus på, om patienten får den nødvendige energi og en beregnet mængde protein, fedt og kulhydrat. Fysioterapeuter hjælper patienterne med at få kroppen tilbage efter sygdom og inaktivitet, og de sundhedsprofessionelle har oprigtigt interesse for den del af sundheden, patienten selv har indflydelse på.
Selvfølgelig ville jeg ønske, at madens struktur og forarbejdningsgrad havde samme bevågenhed som kalorie og næringsstofindhold, da madens strukturer så fundamentalt afgørende for, hvordan den samarbejder med vores krop og biologi.
Så med stor respekt for den ernæringsfokus, der nu er på de fleste hospitaler, må vi arbejde konstruktivt for at sundhedens biologi og madens struktur også får den plads, der er brug for.
Vil du forstå nuancerne og dine sundhedsmuligheder?
Så er du velkommen på mit 6-ugers onlinekursus Sundhedens Biologi. Har får du ikke en facitliste over, hvad du skal og ikke skal, men du får biologisk viden, der gør dig bedre i stand til at forstå din egen krop og dine handlemuligheder som rask, syg, undervægtig, normalvægtig, overvægtig, aktiv eller inaktiv.
