Tak, Lars Fruergaard – fordi du bruger din stemme så vigtigt!

Lars Fruergaards afskedssalut i The Economist som netop fratrådt CEO for Novo Nordisk er ikke bare modig, visionær og nuanceret. Den er også uhyre vigtig. For vi har brug for stærke stemmer i sundhedsdebatten, der siger det højt, at medicin er vigtig – men at den ikke kan stå alene i kampen mod svær overvægt og dets mange følgesygdomme.

Det er ikke hverdagskost, at en topchef bruger sin stemme kort tid efter sin aftrædelse til at italesætte en af vor tids største samfunds- og sundhedsudfordringer. Men det gjorde Lars Fruergaard, da han for nylig i en skarp og tankevækkende kommentar i The Economist slog fast, at kampen mod svær overvægt ikke kan vindes med medicin alene.

Og det gør indtryk. Ikke bare fordi, hans pointer er vigtige – men fordi de kommer fra manden, der i otte år har stået i spidsen for en af verdens største producenter af diabetes- og vægttabsmedicin.

En nødvendig udvidelse af sundhedsdebatten

I kommentaren løfter Lars Fruergaard blikket og peger på en række helt konkrete tiltag, der kan hjælpe os som samfund i den rigtige retning:

  • Mindre markedsføring af usund mad til børn.
  • Bedre byplanlægning, der fremmer bevægelse.
  • Tættere samarbejde mellem forskning, institutioner og myndigheder.

Men måske allervigtigst, så peger han på behovet for et helhedssyn på sundhed, hvor forebyggelse og behandling går hånd i hånd – og hvor vi ikke reducerer overvægt til en individuel udfordring, der kan løses med en recept. Den erkendelse er afgørende, hvis vi vil ændre retning.

Og jeg ved, at det ikke bare er noget, Lars siger. Han har stået på mål for sine værdier gennem hele sit virke – også i mødet med politiske og kulturelle modsætninger. Han har balanceret rollen som topchef i en global medicinalkoncern med et dybfølt ønske om at gøre en positiv forskel for folkesundheden.

Mere fokus på det kompetente menneske

Jeg er enig i Lars Fruergaards analyse – men jeg vil gerne lægge én vigtig pointe til. For hvis vi virkelig vil forebygge og bekæmpe svær overvægt, sygdomme som type 2-diabetes – og styrke folkesundheden i bred forstand – skal vi ikke blot beskytte mennesker mod udefrakommende påvirkninger. Vi skal opkvalificere rigtige mennesker med viden og færdigheder, som giver frihed til sundhed og sundhedshandlekraft.

Forebyggelse og behandling kræver altså, at menneskers indsigt og handlekraft løftes. At biologisk forståelse, sundhedsfærdigheder og motivation til at handle er en del af hverdagen. Ikke som et krav – men som en mulighed. For mennesker kan langt mere, end vi som samfund tror, hvis der er adgang til viden og forstand til at reagere på kroppens signaler.

Medicin og biologik er ikke modsætninger

Vi har brug for verdens bedste medicin, når sygdom rammer, og vi har brug for Novo Nordisk – og alt det, virksomheden og dens medarbejdere har bidraget med til syge menneskers livskvalitet. Men vi har også brug for en ny sundhedslogik, hvor behandling, biologisk viden og opkvalificering af reelle sundhedsfærdigheder går hånd i hånd.

Og nej, biologik og medicin er ikke hinandens modsætninger. Det er ikke et enten-eller. Begge dele er vigtige i kampen mod svær overvægt, type 2-diabetes og en lang række andre sygdomme.

Tak for at sige det højt

Derfor: Tak, Lars Fruergaard.
Tak, fordi du bruger din stemme til at fremme en mere helhedsorienteret sundhedsforståelse.
Tak, fordi du insisterer på, at vi skal tænke større – og handle mere modigt.
Tak, fordi du er med til at vise, at medicin ikke kan stå alene.

Jeg lover at fortsætte mit arbejde med den mission – for alle mennesker fortjener viden, der giver medansvar for egen sundhed.

Privatliv
Anette Sams

Nødvendige cookies

Tredjeparts-cookies

This website uses Google Analytics to collect anonymous information such as the number of visitors to the site, and the most popular pages.

Keeping this cookie enabled helps us to improve our website.