I denne uge har vi modtaget nyheden om at Novo Nordisk’s nye lægemiddel mod overvægt har kurs mod den lokale apoteksskranke. Lægemidlet hedder Wegovy og med en ugentlig injektion af en effektiv analog af tarmhormonet GLP-1, kan man se frem til at få hjælp til at normalisere både appetit og vægt. Princippet i GLP-1 analogerne er allerede velkendt som effektiv diabetes 2 medicin, da det normaliserer blodsukker – og derfor også appetit, vægt og mange andre tilstande, som vedligeholdes af højt blodsukker og/eller overvægt.
Nyheden er fantastisk god – og det er en virkelig kærkommen hjælp til mange, der har overvægten som en tung livsledsager.
Men nyheden sætter os også i et stort dilemma, som jeg har lyst at tage hul på her. For jeg synes at vi har brug for en nuanceret, rummelig og inkluderende dialog om både muligheder og udfordringer for samfund og for mennesker. Vi skal helst ikke havne i endnu en moderne sort/hvid polarisering om lægemidler eller livsstil i en verden, hvor vi har brug for begge dele. Jeg håber, du vil være med ti at tage de nuancerede og rummelige brille på.
Der findes altså nu en virkelig effektiv og sikker medicinsk behandling af overvægt, som har indtaget verden med imponerende videnskabelige studier og lige så imponerende historier fra kendte og ukendte personligheder både ude og hjemme, der har anvendt lægemidlet.
Og det er netop her, at spørgsmålene begynder at hobe sig op.
Hvem kan få recepten til dette lægemiddel?
Hvem skal betale, når den ekspederes igennem apotekets kontrolprocesser?
Skal det være muligt at kunne købe et lægemiddel, der hjælper mig med at opnå et kosmetisk forspring og slippe de kilo, der langsomt, men sikkert har sneget sig med, siden jeg egentlig holdt op med at vokse i højden?
Og skal samfundet give tilskud til min behandling, når jeg ikke har formået at tilpasse mit behov for biologi og energi til min voksne virkelighed? Og hvis ikke – kan det så være rimeligt at Poul har råd til at betale omkring 1500 kr. i måneden mens Ulrik ikke har? Og skal lægemidlet altid udskrives sammen med en recept på motion og sund kost?
Dilemmaet bliver ikke mindre af at mange danskere lider af svær overvægt, hvilket koster samfundet millioner af kroner i behandling af alt fra diabetes 2 over hjerte-kar-sygdomme til utallige andre sidevognssygdomme. Skal staten i sådanne tilfælde give tilskud til lægemidlet, fordi det formodentligt vil være både billigere og bedre end samfundets behandling af sidevognslidelserne i det lange løb?
Er det ikke kun rimeligt, at samfundet betaler prisen for den insulinresistens, der vedligeholdes af de kulhydratrige måltider, staten både direkte og indirekte anbefaler både insulinresistente og insulinfølsomme at spise? Eller er det kun mennesker, der reelt har en decideret genfejl, der dokumenteret gør, at kroppen akkumulerer fedt, der skal have statstilskud til dette lægemiddel?
Dilemmaerne ervirkelig svære, og det er ofte lidt for let at lave løsninger på andres vegne, når vi bevæger os indenfor et felt, hvor vi alle har personlige erfaringer.
Den moderne verden er sådan indrettet, at jeg som det letteste i verden kan tage ti kilo på over de næste måneder. Alt, hvad jeg vil skulle gøre, er at stoppe planlægningen af familiens måltider og udelukkende spise det, jeg fra tid til anden får lyst til og har lettest adgang til. Og så sidde på min flade længst muligt og mest muligt i løbet af dagen.
Men hvis verden er sådan indrettet i en tid, hvor andelen af overvægtige medborgere stiger, kunne vi så ikke alle bare tage os sammen og lave regler og restriktioner mod konstant tilfredsstillelse af reptilhjernens behov for nydelse?
Det mener jeg ikke.
Tværtimod, bør vi være gavmilde, pragmatiske og rumme, at vi alle er forskellige. Præcis som vi har forskellige præferencer indenfor både mad og partnere, har vi også forskellig biologi, der gør os udsatte i forskellige situationer.
Hvad, jeg til gengæld ikke kan leve med, er det faktum, at vi nu behandler overvægt som en sygdom, men nægter at undervise ungdommen i sundhedsbiologi. For nej, det er ikke hverken dumhed eller sjældne biologiske defekter, der gør mere end 50% af os overvægtige.
Det er nærmere kaloriediktaturet og reptilhjernen uden et alment kendskab til kåloriebalancen og insulinfølsomheden! For er vi først havnet i suppedasen af insulinresistens, sidder vi fast til tid og evighed, hvis vi ikke lærer, hvordan vi kun kan lægge insulinresistens bag os ved at modarbejde det, som kroppen skriger efter.
Dét er det virkelige dilemma. Et dilemma, som mange lider under, og som vedligeholdes fordi der er en fejl i det fundament, vores kaloriefokuserede sundhedsoplysning står på.
Og så rammer vi et af Danmarks største problemer: den lettere adgang til medicin end til viden om moderne biologi.
Mit forslag er klart og simpelt: Når praktiserende læger til januar udskriver lægemidler mod overvægt, håber jeg, de samtidig giver borgeren mulighed for at vende opmærksomheden mod den grøntsagsrige kost og en kort biologisk uddannelse, hvor man lærer, hvordan man kan få kroppen til at producere hjemmelavet GLP-1 og en perlerække af andre hjælpsomme hormoner, når det gælder om at vinde appetit- og vægtregulering tilbage – uden afsavn!
Ikke for at stigmatisere – men for at tilbyde de muligheder, som giver rigtige mennesker frihed til sundhed og den livsglæde, der kan være medgift til indflydelse på egen situation.
Og skal vi fastholde principperne om lighed i sundhed med tilskud til ny vægttabsmedicin, skal vi som et minimum diskutere tilskud til (eller fravær af afgifter på) de kompromisløst sunde fødevarer, som alle er enige om kan genoprette og vedligeholde vores medfødte sundhedsmekanismer: Grøntsagerne.
Tak fordi du læste med.
Til januar åbner mit nye kursus Sundhedens Biologi – online. Du kan læse alt om kurset her. Blandt mange andre biologiske aha-oplevelser, hører du om GLP-1 og de andre hormoner, som kroppen danner, når vi beder den om det. Du lærer naturligvis også hvordan vi beder kroppen om at danne hormonerne, og du får hjælp til at bygge det ind i din hverdag.