Sommerferien lakker mod enden for mange af os, og hverdagen er på vej tilbage. Mit bedste råd til at tage din ferieenergi med videre er at huske de korte, energigivende pulssnacks i løbet af dagen.
Er du er én af dem, som tror, at træning nødvendigvis skal være langvarig og opslidende for at give plus på energikontoen? Så har jeg en god nyhed dig til dig – for selv med kortvarige ’pulssnacks’ mellem dine hovedmåltider, hvor du sender pulsen i vejret, giver du dig selv en enorm sundhedsgevinst.
Føler du nogle gange, at du går sukkerkold mellem dine hovedmåltider – uden at du vel at mærke har trænet eller på anden vis været fysisk aktiv forinden? Så er du helt normal, ligesom din lyst til at dulme din sukkertrang med ’snacks’ er noget, de fleste af os har oplevet. Men i stedet for en ’sukkersnack’ mellem hovedmåltiderne, anbefaler jeg, at du vælger at snuppe en ’pulssnack’.
En pulssnack kan være 5-10 burpees, 10-15 englehop, 15 squats, 30 høje knæløft, en hurtig løbetur op ad trappen eller andre aktiviteter, som kortvarigt sender pulsen i vejret, helst i 30-60 sekunder. Du kan også vælge at sætte radioavisen i ørerne, og gå en kort, intensiv og forfriskende tur mens du lytter. Modsat de læste nyheder på din telefon, tager radioavisen en begrænset periode. Pulssnacks er altså ikke hård og langvarig træning, der kræver skiftetøj og bad, men om en kortvarig højintens aktivitet, som sætter musklerne i bevægelse. Hvis du vil have mere inspiration til gode pulssnacks, kan du se denne video med dygtige, Majbritt Engell.
Pulssnacks normaliserer blodsukkeret
Den kortvarige pulsstigning mellem dine hovedmåltider – ’pulssnacken’ – er din vigtige sundhedsallierede, fordi den bl.a. vedligeholder dit kredsløb og får hjernen til at formidle besked om at det er tid at hente energi fra lagrene. Det er altså tid til at tænde for kroppens fedtforbrænding og produktion af glukose. I praksis betyder det, at du med pulssnacken hjælper dine muskler til at normalisere dit blodsukker. Er dit blodsukkerniveau for højt, vil en hurtig løbetur op og ned ad trapperne hjælpe dit blodsukker til at falde. Effektivt. Er blodsukkerniveauet omvendt på dit fasteniveau, vil ’pulssnacken’ hjælpe blodsukkeret med at stige en anelse. Begge dele er godt. Begge dele er energigivende.
Den bevægelsesstyrede hjælp til blodsukkerregulering sikrer på denne måde, at du undgår at stresse dine celler med store blodsukkerudsving i løbet af dagen. Vælger du ’pulssnacks’ frem for ’sukkersnacks’ øger du samtidig din insulinfølsomhed, så du i tillæg gør kroppen endnu bedre til at fjerne overskydende sukker fra blodet i forbindelse med dit næste hovedmåltid, ligesom du får en bedre appetitregulering, så din sukkertrang generelt bliver mindre.
Pulssnacks – som det passer dig
Har du lyst til at opleve sundhedsgevinsterne ved en hverdag med pulssnacks, men er du samtidig bevægelsesbesværet, så husk på, at alt tæller, når det gælder fysisk bevægelse. Hvis du ikke har mulighed at lave englehop, ’planken’ eller burpees, så find i stedet de bevægelsesformer, som bedst passer til dig – både i tempo og styrke. Og husk også, at dine oplagte ’pulssnacks’ kan ligge lige foran dig i de valg, du træffer i hverdagen, som når du vælger trappen frem for rulletrappen, cyklen eller gåturen frem for bussen osv.
Er du én af de mange med en travl og stillesiddende arbejdsdag, behøver du heller ikke at fortvivle, for pulssnacks kan sagtens blive en del af arbejdsdagen på kontoret. Ofte har du i den forbindelse to muligheder, som begge er særdeles fine. Ser kollegerne skævt til dig, hvis du tager armbøjninger eller lignende foran kaffemaskinen, og vil du undgå at tiltrække opmærksomhed og undrende blikke, så er jeg sikker på, at du kan finde muligheder for at ’pulssnacke’ i smug: Måske kan du snuppe en hurtig tur op og ned ad bagtrappen, lave englehop i kopirummet eller måske sidde to cm over stolen i et minuts tid på en møderig dag.
Har du ikke noget imod lidt opmærksomhed i den gode sundheds tjeneste, kan du også vælge at pulssnacke i det åbne, så dine kolleger og omgangskreds kan få øjnene op for alle fordelene ved ’pulssnacken’.
Hvem vil ikke gerne være en del af en kollegaflok sprængfyldt med energi?
ET SÆRTILBUD I UGE 32
Få mit online forløb med 10% rabat og et signeret eksemplar af bogen ‘Sandheden om sukker går i køkkenet‘ ved brug af rabatkoden ‘SOS’, når du køber forløbet her. Jeg skriver til dig og beder om din adresse, når du har tilmeldt dig forløbet.