Viden er ikke garanti for, at vores børn vælger en sund levevis, men det er sammen med motivation og ejerskab, en afgørende forudsætning. I dette blogindlæg fortæller jeg dig, hvorfor dit barn har brug for viden om forskellen på hhv. basiskost, energitilskud og nydelse, og hvordan denne viden kan udgøre et vigtigt afsæt for inspirerende, lærerige og sundhedsskabende samtaler i børnehøjde – om kostens betydning for kroppens biologi.
Den amerikanske forfatter og filosof, Elbert Hubbard, sagde det rigtig godt: ”Formålet med at undervise et barn er at gøre det muligt for barnet at klare sig selv uden sin lærer”. Hans pointe er samtidig rigtig god, hvis du som forælder (bedsteforælder, professionel på børneområdet osv.) ønsker at bidrage til dit barns sunde levevis, for også her må formålet og endemålet være et reflekteret og selvkørende barn, som aktivt kan vælge sundhed til og med biologisk viden og nysgerrighed selv være i stand til at færdes trygt, umanipuleret og bevidst i kostjunglen.
Hvis du ønsker at være med til at bygge fundamentet for dit barns sundhed, anbefaler jeg dig, at du – når dit barn er klar til det selvfølgelig – begynder at tale med ham eller hende om madens samspil med kroppen. Det kan du gøre på en god måde ved at opdele maden i tre grupper og fortælle dit barn, at der hhv. findes:
Basiskost – som er mad, der gør kroppen og tarmfloraen stærkere.
Energitilskud – som er mad, der får kroppen til at vokse og klare ekstra hård træning.
Nydelse – som er mad, der udelukkende bidrager med nydelse, og som nydes ved særlige lejligheder.
Skaber du en forståelse for de tre grupper, er du nemlig godt i gang med at danne et stærkt fundament for gode, sjove og ikke mindst lærerige samtaler, som dit barn kan bruge på rejsen mod et liv som sukker- og sundhedssmart.
Når du fx handler ind eller laver mad med dit barn, kan I nu bl.a. tale med hinanden om, hvad maden gør for kroppen: Er der tale om brændstof, vedligehold af kroppens seje funktioner – eller ren nydelse? Samtidig kan I tale om hvilken mad, der bedst fodrer de mange bakterier, der bor i vores tarm. Om hvorfor tarmbakterierne er verdens bedste kammerater. Og om, hvordan instinkter, vaner og reklamer kan drille os og manipulere med vores valg – selvom vi selvfølgelig selv bestemmer, hvad vi putter ind i munden.
Sikkert – og på barnets præmisser – er du på denne måde med til at udstyre dit barn med vigtige sundhedsfærdigheder, han eller hun helt sikkert ikke vil være foruden.
Hvis du vil hjælpe dit barn med selv at kunne træffe de ’rigtige’ sundhedsvalg, kræver det selvfølgelig, at du tager børnene med i dine mellemregninger og vurderer, hvad der er god mad, energitilskud og nydelseskost?
Sundhed skal være sjovt og spændende!
Med til rollen som barnets mad-sensei hører selvfølgelig også, at det er din opgave er gøre sundhed ligeså sjovt og inspirerende, som det fortjener at være!
Gør det til et sjovt mysterium, når du sammen med dit barn går på opdagelse i supermarkedet og varedeklarationerne. Måske der ligefrem kan gå sport i jeres bestræbelser på at gennemskue, hvornår nogen prøver at manipulere med jer? Det kan også være, at du kan komme på små og sjove historier, der gør det meget nemmere for dit barn at forstå, hvorfor det er vigtigt at fodre bakterierne i maven med solid, rigtig mad, som både gør os stærke og holder os raske.
Kun fantasien sætter grænser, så længe din kreativitet bygger på en god og sund forståelse for kroppens BIOLOGIK.
Bliv dit barns mad-sensei!
Har du lyst til meget mere viden om, hvordan du aktivt kan bidrage som barnets mad-sensei, hvad enten du er forælder, bedsteforælder eller sundhedsprofessionel? Så er der masser af inspiration, viden og gode øvelser at hente i min bog ”SukkerSmarte Børn”, som du kan læse mere om her.
Viden er magt. Så lad os give børnene magten til at vælge og til at mestre egen sundhed bedst muligt!