Lighed i sundhed – og et tankeeksperiment

Debatter har det med at blive temmelig polariserede. Måske fordi der er så meget vi skal tage stilling til. Jo før vi har sagt sort eller hvid, desto hurtigere er vi videre til alt det andet, der presser sig på.

I dag deler jeg et tankeeksperiment om lighed i sundhed – om lighed mellem forebyggelse og behandling og om lighed mellem dyr teknologisk behandling og billig biologisk behandling. Jeg håber du vil læse indlægget til ende, og jeg håber du vil læse nuancerne, undgå at fordømme andre, og turde tænke de svære tanker og debattere de svære emner…

Jeg gerne tage dig med på et tankeeksperiment, der hvert år potentielt kunne spare samfundet

for milliarder af kroner.

Er du sund, frisk og rask, har du mange frihedsgrader, og du kan spise, som du vil – lige fra en sprød kålsalat med harmoniske krydderurter og cremet avokado til en pain au chocolat. Du behøver ingen viden. Du kan gøre præcis, hvad du – eller din urhjernes instinkter – føler mest for.

Men frihedsgraderne venter ikke på dig, hvis du først har taget skridtet ind i insulinresistensens komplekse maskinrum. Til gengæld kan skridtet ud af insulinresistensen åbne en ny dør til en verden, du slet ikke vidste, du savnede.

Min pointe er, at frihed til sundhed er at have nok viden til trygt at kunne kombinere sin livsstil til sit eget bedste.

I vores velfærdsstat har vi via skattebilletten heldigvis adgang til gratis lægebehandling og mange gratis uddannelser samt et sygesikringstilskud til mange lægemidler. Når chippen i dit dankort rammer apotekets trådløse betalingsværktøj i bytte for receptpligtig medicin, hæves samtidig et beløb i statskassen. Et medicintilskud. Disse tilskud udløses enten automatisk, hver gang lægemidlet udleveres, eller det udløses kun, når lægemidlet udleveres til særlige patientgrupper, der allerede har et betragteligt medicinbudget.

Der er fx et tilskud i halen af smertestillende tabletter, når de udleveres til mennesker med alvorlige kroniske smerter, mens der ikke er tilskud, når jeg undtagelsesvis henter en pakke med 20 hovedpinepiller i tilfælde af lidt tømmermænd eller nogle influenzasymptomer, som jeg ikke vil tage mig tid til at gennemlide.

Det højere tilskud til lægemidler til kroniske sygdomme er det, der giver mulighed for billigere behandling til dem, der har mest brug for det. Og det er en af hjørnestenene i vores velfærdssamfund. Lighed i sundhed. Og tak for det.

Desværre, og det er et desværre, har det fundament under vores velfærdssamfund

for ganske nylig fået sat os i et alvorligt dilemma. På nuværende tidspunkt findes en effektiv medicinsk behandling af overvægt. Og det er netop her, at spørgsmålene begynder at hobe sig op. Hvem kan få recepten til dette lægemiddel? Hvem skal betale, når den ekspederes gennem apotekets grundige kontrolprocesser? Skal det overhovedet være muligt at købe et lægemiddel, der hjælper mig med at opnå et kosmetisk forspring og slippe de kilo, der langsomt, men sikkert har sneget sig med, siden jeg egentlig holdt op med at vokse i højden? Og skal samfundet give tilskud

til min behandling, selvom jeg ikke har formået at tilpasse mit behov for biologi og energi til min voksne virkelighed?

Men dilemmaet er til at tage og føle på, for mange danskere lider af svær overvægt, hvilket koster samfundet millioner af kroner i behandling af alt fra diabetes 2 over hjerte-kar-sygdomme til utallige andre sidevognssygdomme.

Skal staten i sådanne tilfælde give tilskud til lægemidlet, fordi det formodentlig vil være både billigere og bedre end samfundets behandling af sidevognslidelserne i det lange løb? Er det ikke kun rimeligt, at samfundet betaler prisen for den insulinresistens, der vedligeholdes af de kulhydratrige måltider, som staten både direkte og indirekte anbefaler os

at spise? Eller er det kun mennesker, der reelt har en decideret genfejl, der dokumenteret gør, at kroppen akkumulerer fedt, der skal have statstilskud til dette lægemiddel?

Dilemmaerne er virkelig svære, og det er ofte lidt for let at lave løsninger på andres vegne, når vi bevæger os inden for et felt, hvor vi alle har personlige erfaringer.

Den moderne verden er sådan indrettet, at jeg som det letteste i verden kan tage 10 kilo på over de næste måneder. Alt, hvad jeg skal gøre, er at stoppe planlægningen af familiens måltider og udelukkende spise det, jeg fra tid til anden får lyst til og har lettest adgang til. Og så sidde på min flade længst muligt og mest muligt i løbet af dagen.

Men hvis verden er sådan indrettet, i en tid hvor andelen af overvægtige medborgere stiger, kunne vi så ikke alle bare tage os sammen og lave regler og restriktioner mod konstant tilfredsstillelse af reptilhjernens behov for nydelse?

Det mener jeg ikke.

Tværtimod bør vi være gavmilde, pragmatiske og rumme, at vi alle er forskellige. Præcis som vi har forskellige præferencer inden for både mad og partnere, har vi også forskellig biologi, der gør os udsatte i forskellige situationer.

Hvad jeg til gengæld ikke kan holde ud, er det faktum, at vi behandler overvægt som en sygdom, men nægter at undervise ungdommen i sundhedsbiologi.

For nej, det er ikke dumhed, der gør os overvægtige. Det er kaloriediktaturet uden kendskab til kåloriebalancen! Og er vi først havnet i suppedasen af insulinresistens, sidder vi fast til tid og evighed, hvis vi ikke lærer, hvordan vi kun kan lægge insulinresistens bag os ved at modarbejde det, som kroppen skriger efter. Dét er det virkelige dilemma. Et

dilemma, som mange lider under, og mange tjener på.

Og så rammer vi et af Danmarks største problemer: den lettere adgang til medicin end til viden om moderne biologi, som ellers har stået i de farmakologiske og fysiologiske lærebøger i mere end 30 år. Og vores konfliktskyhed når det gælder dilemmaer om hvem der har ansvar for vores sundhed og sygdom.

Der er noget, vi skal tale om – på en ordentlig måde.

Jeg siger dette lidt for sjovt: Men overvej hvad der ville ske, hvis der var 90% tilskud til kål hos alle, der skulle vriste sig fri af insulinresistens?

Blot en tanke.

 

Læs alt om min nye bog KÅLHYDRATER og bestil den her