Kost og corona!

Regeringen udviser konsistent en ‘better safe than sorry’ handlekraft, når det gælder forebyggelse af covid-19 smitte i samfundet.

Jeg ville sådan ønske, at det også var tilfældet, når det gælder noget så frihedsbevarende, demokratisk og veldokumenteret som kost- og leveråd, der øger vores insulinfølsomhed og modstandskraft mod både livsstilssygdomme og infektioner hos ældre såvel som yngre, syge såvel som raske!

Min seneste kronik er mere aktuel end nogensinde, her 6 måneder efter Politiken bragte den, og jeg stiller den derfor gratis til rådighed for alle i dag.

Og nu hvor en af Danmarks største patientforeninger endelig istemmer værdien af uforarbejdet mad uden kulhydratberigelse, håber jeg, at du vil læse med og dele, så flest muligt kan arbejde konstruktivt på at forbedre de blodsukkerstabile kostrettigheder for diabetikere og andre.

KRONIK i Politiken, d. 31. Juli 2020

Danmark lukker ned for at undgå smitte af de mest udsatte. Imens serverer vi mad, som nedsætter udsattes modstandskraft.

Corona-krisen sætter patientsikkerheden for diabetikere i perspektiv: Vi lukker landet for at nedsætte smitterisiko. Imens bidrager vi til patienternes svækkede modstandskraft ved at servere måltider, der skaber højt blodsukker og nedsætter immunforsvarets modstandskraft.

Som farmaceutuddannet er jeg opflasket med patientsikkerhed som den altoverskyggende værdi i lægemiddelbranchen. Det samme værdisæt afspejler sig i myndighedernes handlekraft under corona-krisen, hvor historisk handlekraft skal reducere risikoen for at de, der har størst risiko for et kritisk COVID-19 forløb, smittes. For solidarisk at nedsætte risikoen for at smitte de mest udsatte, har vi sat vores teenagere i stuearrest, ladet vores ældre leve i ensom isolation, sendt firmaer ned ad konkursvejen og afgivet menneskerettigheder. Med glæde. For et værdifuldt mål.

Diabetespatienter, overvægtige og kronikere blandt de udsatte1.

Og i Danmark tilbyder plejehjem og hospitaler fortsat vores diabetikere institutionsmåltider, der er baseret på forældede og direkte sygdomsfremmende kostprincipper. Vi handler i velkendt modstrid med videnskabelig konsensus om blodsukkerstabiliserende kost til diabetikere og insulinresistente.

Problemet er så alvorligt at det kalder på prioritet som en del af corona-indsatsen: Vi har brug for en handlekraftig pendant til lægemiddelstyrelsen for at implementere faglig konsensus og effektive kostterapeutiske principper til gavn for den individuelle modstandskraft, individer, familier og samfund.

Det er nu halvandet år siden, at to af verdens mest anerkendte diabetesorganisationer, ADA (American Diabetes Association) og EASD (European Association for the Study of Diabetes), udgav reviderede kostanbefalinger til type 2 diabetikere. Deres konklusioner og den øvrige videnskabelige forskning på området er ikke til at tage fejl af: Type 2 diabetikere skal anbefales blodsukkerstabil kost igennem stivelsesfattige grøntsager, mådehold med sukker og raffineret korn samt fokus på uforarbejdede fødevarer. Hvordan de dernæst ønsker at effektuere anbefalingerne efter individuelle præferencer, er et helt andet relevant spørgsmål.

Men i Danmark henviser vi fortsat vores diabetikere til de kostprincipper, som findes i Den nationale Kosthåndbog. Her gives eksempler på diabetesvenlig dagskost af fuldforarbejdet mad, masser af raffineret korn og et minimum af stivelsesfattige grøntsager (en lille smule broccoli og hvidkål), hvilket er så langt fra den videnskabelige konsensus, man kan komme.

Fra forskningen ved vi blandt andet, at de udsving i blodsukkeret, som den kulhydratrige kost skaber, kan vedligeholde insulinresistens og øge risikoen for hjertekarsygdomme og inflammatoriske tilstande samt forårsage nedsat immunforsvar hos diabetikere. Det koster således sygdomsacceleration og liv, når vi på landets sygehuse med direkte afsæt i Den Nationale Kosthåndbog serverer kulhydratrig mad til diabetikere, og når vi i øvrigt anbefaler vores diabetikere et liv med unødvendigt store blodsukkerudsving, fordi vi på kostområdet ikke indretter os efter videnskabelig konsensus.

Tænk hvis samfundet var rollemodel og hospitaler serverede blodsukkerstabil, velsmagende og sundhedsfremmende mad. Måske ville det betyde, at mange går hjem og spiser sundere.

Ansvar mellem to stole

Igennem mit patientsikkerhedscentrerede brilleglas kan jeg ikke få billedet til at give mening. Hvad har forhindret Sundhedsministeriet eller Sundhedsstyrelsen i prompte at ajourføre kostprincipper og kostanbefalinger til mennesker med diabetes og insulinresistens? Er det et territorielt hensyn mellem faggrupper? Er det fordi kost hører til under Fødevareministeriet og medicin under Sundhedsministeriet? Fordi insulinresistens er et relativt ukendt fænomen? Fordi vi i Danmark ikke ser problemet så alvorligt, som jeg beskriver det? Eller handler det om noget helt femte, jeg simpelthen overser?

Inden for det seneste år har Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Kost- og Ernæringsforbundet orienteret mig om, at opdateringen af de kliniske diætisternes rammeplaner for kostrådgivning til mennesker med diabetes er under opdatering, og at ansvaret for den igangværende opdatering er placeret hos de kliniske diætisters fagforening, FaKD. Når de nye rammeplaner er på plads, vil Sundhedsstyrelsen og Kost- og Ernæringsforbundet inkorporere dem i Kosthåndbogen, så ny viden kan komme til live i Danmark.

Men næsten 2 år efter ADA og EASDs videnskabelige konsensus (som ikke kom overraskende) er der stadig intet sket i det officielle Danmark. Og den faglige sammenslutning af eksperter (DNSG, Diabetes Nutrition Study Group), som FaKD afventer, har senest opdateret deres kostprincipper til diabetikere i 2004.

Så kort og godt: Den handling vores diabetikere akut har brug for, er der ingen, som prioriterer og tager det nødvendige ansvar for. Ingen ønsker at overflyve andres territorium, og ingen tager ansvaret for at få lukket den blinde vinkel mellem ernæring og lægemidler: Madens sundhedsfremmende effekter i menneskets organisme.

Samtidig står det fortsat mere og mere tydeligt frem for mig, hvorfor det er direkte urimeligt, at vi i Danmark placerer initiativet og ansvaret for ajourføring af kostprincipper for diabeteskost hos en faglig organisation (FaKD) med 3-5 års uddannelse, som er afsindig dygtige på deres felt, skaber små mirakler hver dag – men ikke har nogen nævneværdig sygdomslære og videnskabsteori i uddannelsen.

FaKD’s rammeplaner er ikke tænkt som videnskabeligt optimerede råd. De er derimod tænkt som diætisternes interne dokument, som skal lette den enkelte kliniske diætists daglige arbejde. Der er med andre ord tale om diætisternes bedste vurdering af, ’hvad man kan tillade sig at bede folk om’, og da man ofte skal være ret syg før man får adgang til en klinisk diætist, har rammeplanerne primært afsæt i de svageste patienter. De er skabt for at rykke de mest syge en lille smule – ikke for at hjælpe det kompetente menneske med meningsfuld viden, der gør, at han eller hun selv ønsker at tage medansvar for at opleve at sygdommen kan sættes i bero eller decideret reverseres med en ny kost.

FaKDs opdatering af rammeplanerne er desuden baseret på en frivillig medlemsindsats. Deltagelse i arbejdet med rammeplanerne prioriteres ikke over det daglige arbejde og de (lavtlønnede) kliniske diætister skal ’købes fri’ (for medlemmernes kontingent) for deres frivillige arbejde på sagen.

Forældede kostprincipper skaber ulighed i sundhed i Danmark

Mange danskere interesserer sig for egen sundhed og har overskud, netværk og evner til at sætte sig ind i kostproblematikken. Disse mennesker skal nok finde frem til de virksomme kostprincipper, eksperimentere og vælge selv.

Men det er ikke alle der har denne tro på sig selv. Og det er heller ikke alle der får ideen, tager ansvaret, eller tør gøre noget andet end det, det officielle Danmark er afsender på. Og så er ringen til en negativ spiral sluttet. Samtidig har de fleste danskere en klar forventning om at den kost, man får på hospitalet, naturligvis er den sundhedsmæssigt optimale. De forestiller sig ikke, at det modsatte er tilfældet.

Kostterapi har lav videnskabelig og politisk status

Den tilsyneladende ubegrænsede tålmodighed og træghed i Sundhedsstyrelsens implementering af viden om kostbehandling af diabetes 2 står i skærende kontrast til den handlekraft, vi i Danmark udviser under en pandemi og ved mistanke om lægemiddelrelaterede bivirkninger. I lægemiddelbranchen reagerer vi prompte, og et medicinsk produkt stoppes eller trækkes tilbage, blot ved mistanke om, at patientsikkerheden udfordres. Uden hensyn til økonomiske interesser for lægemiddelproducenten og branchen i øvrigt. Sådan er det. Sådan skal det være! Det er ordentlighed med patientsikkerhed i centrum.

Det er uomtvisteligt, at kost har en langt større effekt på blodsukkeret hos en diabetiker end medicin. Og derfor bør Sundhedsstyrelsens reaktion på et epokegørende nyt kostparadigme til behandling af diabetes 2 være prompte tilbagetrækning eller revidering af de kostanbefalinger, som kompromitterer patientsikkerheden og koster liv – i langt højere grad, end noget lægemiddel – eller nogen pandemi – har gjort det i Danmark i min levetid. Vi har med andre ord brug for en kostdivision i Sundhedsstyrelsen, som tager patientsikkerhed og behandlingspotentialer lige så alvorlig som lægemiddelbranchen gør.

Akut behov for tværfaglig kostenhed under Sundhedsstyrelsen

Jeg oplever at trægheden og problemet med sygdomsfremmende kostprincipper får lov at eskalere, fordi ingen faglig og handlekraftig enhed har fået tildelt ansvaret for at ændre kostråd og -praksis til diabetikernes fordel. Der er ganske enkelt ikke etableret den ansvarsinfrastruktur, som problemløsningen kræver. Vi befinder os i et ansvarsvacuum.

Kostterapi, præcis som det er tilfældet med lægemiddelterapi, bør med den accelererende viden på området, placeres i en tværfaglig og handlekraftig pendant til lægemiddelstyrelsen, hvor patientsikkerheden er det altoverskyggende omdrejningspunkt. Og hvor en vurdering af, at der mangler bekræftende data, udløser et afklarende studie.

Jeg efterlyser en struktur med en direktør for kostterapeutisk forebyggelse og behandling af sygdomme. Her samarbejder eksperter på både diabetes og kostområdet med dygtige kliniske diætister med praktisk erfaring. En lang weekends overarbejde kunne skaffe en faglig konsensus, som ingen fagperson vil være uenige i.

Herefter kan en handlekraftig statsleder trykke ’start’. Og denne gang endda med et overskud på sundhedsbudgettet.

Men er det ikke fuldstændig spild af tid at opdatere kostråd og -principper til mennesker når vi ved, at selv de nuværende råd ikke følges? Nej. Det er det ikke. Vi skal væk fra at tænke ’hvordan får jeg borgeren til at gøre noget bestemt’ og i stedet fokusere på et principielt forskelligt spørgsmål: ’Hvordan får jeg borgeren til at vælge noget bestemt’.

Vi skal tro på den kompetente diabetiker

Skal vores samfund efter corona-krisen have mulighed for at tilbyde avanceret medicinsk behandling mod alvorlige sygdomme, er det nødvendigt, at vi udnytter de store kompetencer, mennesker og kost har i fællesskab, når patienterne modtager en meningsfuld uddannelse om kostens sundhedsmuligheder.

Kost kan gøre mere for blodsukkeret end medicin. Kost kan vende udviklingen, men det kræver, at vi i Sundhedsdanmark ændrer vores syn på kost, så vi ikke længere har fokus på, hvad ’vi kan være bekendt at bede folk om’ men i stedet, ’hvordan den optimale situationsbestemte kost ser ud’. Vi skal droppe det bistandslignende passiverende syn på behandling og gøre borgeren til en indflydelsesrig, medansvarlig stakeholder for egen sundhed. Og vi skal uddanne i kostens sundhedsfremmende biologi. Hvad ville der ske hvis vi drejede fokus fra ’alt det du ikke bør spise’ og over på ’alt dette skaber alle disse gode biologiske effekter i din krop?’

Min erfaring fra 5 års sejlads imellem kost- og medicin-kontinentet siger mig at danskerne gerne vil vælge de rigtige fødevarer, når det giver mening. Og en kort biologisk uddannelse giver afsindig god mening – og er langt billigere at gennemføre end individuelle konsultationer. Moderne viden kan ofte få os mennesker til at træffe stærke valg. Vi skal have viden nok til at nye handlinger giver mening – og til at kroppen hurtigt belønner os for handling. Det enorme sundhedspotentiale der ligger i rigtige mennesker og rigtig mad er klar til ’take-of’.

Jeg har ikke på et eneste tidspunkt mødt en eneste person, der ønsker noget dårligt for nogen. Det eneste, jeg møder, er en masse dedikerede mennesker, som arbejder på netop deres sag. Men alle venter på alle. Ingen har ansvaret. Eller ingen tør tage det.

Det skal der rettes op på – og det skulle være sket for længe siden. Næste generation af ernæringsuddannede med afsæt i Kosthåndbogen er på vej fra alle landets professionshøjskoler – og allerede mens de undervises, ved vi at de lærer forældede kostprincipper. Derfor har det lange udsigter at udnytte de sundhedspotentialer, der ligger og griner af os. Der skal ske noget hastigt og drastisk, for at modvirke at trægheden i første trin af kostprincippernes opdatering forplantes ned igennem det offentlige sundheds- og uddannelsessystem. For vi skal have stoppet den aktuelle kronikerfabrik, der afkorter liv, nedsætter livskvalitet – og modstandskraft mod bl.a. COVID-19.

Men hvad så med medicinalbranchen

I kølvandet på debatten om den nuværende sygdomsfremmende kost, er jeg nødsaget til at nævne medicinalbranchen, som jeg selv er indfødt i. Hele branchen er offer for miskredit – en amoralsk profitfokuserende branche. Ingen synes at blinke med øjnene, mens de tilskriver lægemiddelindustriens lobbyisme en hensigt om at fastholde mennesker i kronisk sygdom. En miskredit, der står i dyb kontrast til det værdigrundlag og den omhyggelighed akademikere i lægemiddelbranchen arbejder på. Jeg har aldrig mødt nogle på min vej i lægemiddelbranchen, der ikke konstant tænkte patientsikkerhed først i deres meningsfyldte arbejde. Og en af lægemiddelbranchens største udfordringer i fremtiden er måske at vi ikke har råd til at udvikle den bedste medicin, simpelthen fordi der er så mange patienter, at stater og forsikringsselskaber ikke kan betale den reelle pris. Herved går dygtige lægemiddelforskeres innovative ideer til spilde. En videnskabelig opdatering af kostprincipper til mennesker med insulinresistens vil altså skabe fordele for individer, familier, samfund og lægemiddelbranche.

Og som bonus vil vores nation have større modstandskraft mod COVID-19 og fremtidige pandemier, mens alle sundhedsprofessionelle vil have det bedre i maven, når vi ser os selv i spejlet.


Fakta

Antallet af mennesker med diagnosen type 2-diabetes er næsten tredoblet fra 2000-2018 og diabetes koster det danske samfund omkring 87 mio. kr. om dagen.

Mindst 267.350 danskere har diabetes (heraf 241.425 med type 2-diabetes) og 76.000 danskere ved endnu ikke, at de har type 2-diabetes. 360.000 danskere skønnes desuden at have et forstadie til type 2-diabetes (prædiabetes eller insulinresistens).

I 2030 forventes det at 430.000 danskere være diagnosticeret med type 2-diabetes.

Diabetes er ikke blot et spørgsmål om lidt for højt blodsukker. Diabetes kan give skader på bl.a. hjertet, kredsløbet, nyrerne, øjnene og følesansen i fødderne. Det kaldes også følgesygdomme.

Helt centralt er det at risikoen for at få følgesygdomme øges, jo dårligere blodsukkeret er reguleret og at følgesygdommene kan forringe livskvaliteten betydeligt.

Ca. en tredjedel af alle diabetikere har hjertekarsygdom (i den øvrige befolkning er det blot 14 %), 4,5 % har haft behandlingskrævende øjenkomplikationer i perioden 1996-20084, 1,1 % har fået foretaget amputationer i perioden 1996-2008 – typisk som følge af nervesygdom og hjertekarsygdom.

1 https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC7144611/


Kost- og Ernæringsforbundet (Ghita Parry, Formand for Kost og Ernæringsforbundet og Mette Theil, Formand for Fagligt selskab af Kliniske Diætister) har svaret på kroniken her, og du kan læse mit svar tilbage herunder:


Kære alle,

Tak for jeres venlige svarmin kronik i Politiken d. 31.7.

Indledningen i jeres svar er identisk med et brev, jeg modtog fra jer for 6 måneder siden, og det synes jeg netop understreger behovet for min kronik: Det er i skrivende stund 2 år siden, at ADA og EASD kom med deres reviderede og udvidede anbefalinger. Det eneste der er sket i den nationale kosthåndbogs eksempler siden, er den tilføjelse, at individuel rådgivning ved klinisk diætist bør anbefales.

Med kosteksempler som disse er det indlysende, at individuel kostrådgivning i en grøntsagsrig retning vil forbedre den enkeltes situation. Men er det 300.000 individuelle diætistforløb, eller er det et sæt vidensopdaterede råd, der vil skabe størst effekt på danske diabetikeres sundhed?

Når det gælder retten til (viden om) blodsukkerstabil kost for vores knap 300.000 diabetikere (og antageligvis mindst 1.500.000 insulinresistente danskere), går det ganske enkelt ikke, at vi i videnssamfundet Danmark er så langsomme om at følge trop med opdaterede kostanbefalinger.

I skriver, at I mener, det er jeres ansvar – og at I løfter det. Jeg mener ikke I løfter det.

I min optik kunne det se ud som om I arbejder langt mere dedikeret for at få individuel kostrådgivning ved klinisk diætist på finansloven, end I arbejder for diabetikerens patientsikkerhed. Det er måske naturligt nok for en fagforening, men det er bare ikke fair overfor en patientgruppe, som vil gøre alt for at få det bedre og som ikke deler jeres oplevelse af, at det med grøntsager er svært. På den måde er min kronik ikke en kritik af jer, men en alvorlig kritik af ansvarsplaceringen.

Slutteligt vil jeg kort svare på det spørgsmål, I stiller, og jeg beklager, hvis det ikke fremgår tydeligt af kronikken (og det interview jeg gav til Fagbladet Diætisten for 1½ siden):

Ja, jeg mener, at den kost der eksemplificeres til diabetikere i kosthåndbogen er decideret accelererende for insulinresistens og at det er et stort patientsikkerhedsmæssigt problem. Ellers havde jeg ikke skrevet denne kronik. Eller opsagt mit velbetalte job i medicinalindustrien for 5 år siden.

Når I er fagligt uenige i, at institutionskosten til diabetikere er problematisk, vil jeg i stedet spørge Jer: Hvilket blodsukkerbillede giver disse kosteksempler hos en insulinresistent? Og hvilke konsekvenser har dette blodsukkerbillede for kroppens evne til at genoprette insulinfølsomheden hos den insulinresistente borger?

Igen vil jeg gerne række en forsonende hånd ud i forhold til en faglig drøftelse med jer i den form, I måtte ønske, og mit tilbud fra februar til FaKD står stadig ved magt.

Mange hilsner

Anette Sams

Oplev min helt nye foredrag ’SukkerSmarte Børn’ eksklusivt i februar 2022.

Du kan læse alt om foredraget her – eller blot købe din billet nær dig i:

Århus – 1. februar 2022 kl. 17-19 – køb dine billetter her

Kolding– 2. februar 2022 kl. 17-19 – køb dine billetter her

Kgs. Lyngby – 8. februar 2022 kl. 19-21 – køb dine billetter her