Hvem skal vi give skylden, når verden synes urimelig? For vi har fået skabt en måde at være sammen på, hvor vi kaster med bebrejdelser, og hvor det at finde én vi kan skælde ud på er den bedste vej til en god pressehistorie – og eneste vej til opvågning og handling. Og hvor det at tage ansvar for at omgøre en tydelig fejl, er det samme som at påtage sig skylden for fejlen.
I dag er det mig der skælder ud.
Ikke på navngivne personer eller instanser, men på et ansvarsvacuum og en træghed, der hver dag koster liv og livsglæde. Lad os tage hinanden i hånden, glemme alt om hvis skyld det er, og se at få løst problemet. Vi behøver ikke lægge brandstifteren i benlås før vi ringer 112 og slukker branden.
Sundhedsparadokset
Tiden er inde til at vi står sammen og ser at få rettet op på det største sundhedsparadoks i nyere tid. Det paradoks der skaber det største og alvorligste sammenstød med både patientsikkerhed, lighed i sundhed, sundhedsetik – og biologisk rimelighed, som jeg har været vidne til i min livstid! Paradokset om en fortsat sygdomsfremmende kostpraksis for mennesker med diabetes 2 og insulinresistens to år efter utvetydig faglig konsensus på internationalt plan:
Vi serverer en kost der bibringer ustabilt blodsukker til alle diabetikere og insulinresistente på landets offentlige institutioner, mens videnskabelig konsensus er blodsukkerstabil mad igennem stivelsesfattige grøntsager, mådehold med tilsat sukker og raffineret korn samt fokus på uforarbejdede fødevarer. Og kosten serveres i fuld overensstemmelse med den nationale kosthåndbogs dagskostforslag.
Mens desserter synes at være en menneskeret er kål og friske grøntsager det ikke.
Hvorfor blander en farmaceut sig i mad?
Jeg er uddannet farmaceut. Og jeg er dannet som farmaceut. I min traditionelle branche, lægemiddelbranchen, er vi vandt til at reagere prompte, hvis der skulle være det mindste tegn på at medicin skaber den mindste patientsikkerhedsmæssige risiko. Vi trænes i det tankesæt fra første dag på studiet. Og blot en sandsynlighed for alvorlige bivirkninger betyder lægemidlers prompte stop for udvikling eller tilbagetrækning fra markedet. Uden hensyn til økonomiske interesser for producenten. Sådan skal det være. Sådan er det. Det er en selvfølge i min branche. Og det er selvfølgelig også en af grundene til at medicin er kostbart.
Men i kølvandet på denne selvfølge er hele lægemiddelbranchen offer for en nærmest selvfølgelig miskredit som en amoralsk profitfokuserende branche. Ingen synes overhovedet at blinke med øjnene, mens de tilskriver lægemiddelindustrien de værst tænkelige hensigter. Som en selvfølge. En miskredit, der står i dyb kontrast til den omhyggelighed akademikere i lægemiddelbranchen kontrollerer lægemidlers brug på. Lad mig sige dig det, som det er: Jeg har aldrig mødt nogle på min vej i lægemiddelbranchen, der ikke hele tiden tænkte patientsikkerhed først i deres meningsfyldte arbejde.
En dag træffer jeg et utraditionelt valg og rejser mig fra min gode stol i lægemiddelbranchen.
Fordi jeg oplever et paradoks i Danmark. Fordi jeg oplever, at vi medicinerer en misforståelse. Fordi jeg oplever, at det er nemmere at få medicin end biologisk viden som borger i Danmark. Fordi jeg oplever en sundhedsstemning, som ikke kan forliges med mit menneskesyn: En stemning der indikerer at danskeren ikke ønsker sin egen sundhed. Og fordi danskeren ikke ønsker sin egen sundhed, kan det ikke betale sig at give fagligt opdaterede kostråd. Ingen lytter jo alligevel.
Jeg kan ikke forliges med den stemning. Og 5 års rejse på åbent hav mellem lægemiddel- og kostkontinentet har vist mig, at det kan du heller ikke!
Ingen- eller Allemandsland
Og på min rejse i Ingen- eller Allemandsland mellem lægemiddelbranchen og kostbranchen er jeg blevet overrasket. Kostbranchen har jo reelt langt større indflydelse på vores sundhed end lægemiddelbranchen. Men kostbranchen synes ikke at tage sig selv så alvorlig som vi gør det i lægemiddelbranchen. For i kostbranchen sker der ingen prompte tilbagetrækning af anbefalinger der kompromitterer patientsikkerheden og koster liv. I langt højere grad end noget lægemiddel har gjort det i min levetid, er jeg nødt til at gentage.
Og min anlyse siger mig, at problemet får lov at eskalere fordi ingen har ansvaret og kompetencerne til at ændre det. Der er simpelthen ikke etableret den ansvarsinfrastruktur, som problemets løsning har behov for.
Ingen ønsker at overflyve andres territorium, og derfor tager ingen ansvaret for at få lukket den blinde vinkel mellem næringsstoffer og lægemidler: Madens sundhedsbiologiske effekter i menneskets organisme. Og konsekvensen er – med en gentagelse fra før:
Vi serverer en kost, der modvirker et stabilt blodsukker på landets offentlige institutioner, mens videnskabelig konsensus er blodsukkerstabil mad igennem stivelsesfattige grøntsager, mådehold med sukker og raffineret korn samt fokus på uforarbejdede fødevarer. Vores træghed koster liv. Vi kan ikke være det bekendt.
Og igennem det patientcentrerede brilleglas fra min farmaceutiske dannelse kan jeg ikke skabe fokus i det billede, der tegner sig. Hvad har forhindret Sundhedsministeriet eller Sundhedsstyrelsen i at reagere? Er det vores territorielle hensyn? Er det fordi kost hører under Fødevareministeriet og medicin under Sundhedsministeriet? Eller er det fordi vi ikke ser problemet så alvorligt, som jeg har skitseret det her? Er det fordi Sundhedsstyrelsen ikke kender begrebet insulinresistens? Er det fordi danskerne selv ønsker at vælge kronikervejen – og er kronikervejen en menneskeret?
Eller er det et helt syvende billede som jeg simpelthen ikke kan skabe?
Som nysgerrig immigrant til kostbranchen, oplever jeg – hvorend jeg kommer – en decideret ligegyldighed vedr. opdatering af kostråd til mennesker med insulinresistens, diabetes 2 og inflammatoriske sygdomme. Ligegyldigheden og trægheden koster liv! Ikke kun fordi gamle retningslinjer betyder at der serveres sygdomsfremmende kost på offentlige institutioner i Danmark, men tænk også på hvilken rollemodel sundhedssystemet er. Da ingen i deres vildeste fantasi tror at der serveres sygdomsfremmende mad på et dansk sygehus, ja, så går man selvfølgelig hjem og spiser det samme som man fik serveret på hospitalet. Det betyder at man fuldstændig undgår den enorme sundhedsfremmende effekt som rigtig mad har på rigtige mennesker.
Kostråd bør være en faglig anbefaling. Men anbefalingen må ikke forveksles med kostdiktatur, for alle voksne har et frit madvalg. Hvilke præferencer vi hver især ønsker at krydre de faglige anbefalinger med er sagen uvedkommende. Vi kan ikke indbygge præferencer i professionelle råd.
Jeg har været vred, skuffet og desillusioneret. Men mest af alt har jeg undret mig.
Og jeg har ikke på ét tidspunkt mødt én eneste person, der ønsker noget dårligt for nogen. Det eneste jeg møder, er en masse dedikerede mennesker, der arbejder på netop deres sag. Men alle venter på alle. Ingen har ansvaret. Eller ingen tør tage det. Eller ingen har et incitament…
Indenfor det sidste år er jeg flere gange blevet beroliget af at de kliniske diætisters fagforening (FaKD) har ansvaret for at opdatere diætisternes rammeplaner for kostrådgivning til mennesker med diabetes. Og at Sundhedsstyrelsen derefter ville inkorporere rammeplanerne i kosthåndbogen, så ny viden kommer til live i Danmark. Men der er stadig intet sket, og jeg er flere gange blevet spurgt af FaKD medlemmer, om jeg ved hvornår Sundhedsstyrelsen opdaterer kostrådene, så rammeplanerne kunne opdateres i tråd hermed…
Ja, du læste rigtigt: Den organisation, som andre forventer har serveretten i spillet om de nye kostråd mod diabetes, spørger en tilfældig kostdebattør 😉 om jeg ved hvornår de nye principper kommer.
Diabetesforeningen har de seneste år ventet så tålmodigt på officielle kostopdateringer at mange borgere har mistet tilliden til foreningens hensigter. Men fra 2019 er foreningen nu selv trådt i arbejdstøjet for at skabe viden om forskellige kostprincipper mod diabetes 2.
Hvad gør vi for at løse problemet?
Jeg har skrevet til Sundhedsministeren, Folketingets Sundhedsudvalg, FaKD, Sundhedsstyrelsen og Kost – og Ernæringsforbundet. Alle har de venligt beroliget mig med at det nok skal komme. Alle har de omhyggeligt og tålmodigt beskrevet processen.
Men med min farmaceutiske dannelse kan jeg simpelthen ikke leve med at det går så langsomt!
Der er sket en fejl. Den skal rettes. Ansvaret for udnyttelse af kostterapi skal prioriteres. Der bør skabes en handlekraftig, tværfaglig pendent til lægemiddelstyrelsen som prioriterer kostterapi og kostuddannelse med dedikeret effektivitet og et farmaceutisk syn på patientsikkerhed. Og enheden bør have en privatansat farmaceuts vilje til at blive en time ekstra på arbejdet for at varetage patientens interesser.
Ansvaret bør ikke være løst placeret hos en faggruppe, som ikke får midler til at prioritere arbejdet, og hvor deltagelse i arbejdsgruppen udgør en frivillig indsats.
Kostterapi har lav prioritet i det danske sundhedsvæsen. Tænk hvis vi gav kostterapi den prioritet, den fortjener. Så kunne samfundet spare mange penge på behandlinger og lægemiddelbranchen kunne få råd til at udvikle effektiv medicin mod endnu flere alvorlige sygdomme.
Jeg tror på en fremtid, hvor vi tager kost ligeså alvorlig, som vi tager de lægemidler, vi er verdensmestre i at udvikle i Danmark.
Her fik du farmaceutens sundhedssyn.
Og er du interesseret, kan du også få mine uofficielle kostråd, som jeg lancerede for et år siden da min tålmodighed løb op.
Det er kostråd der varetager biologiens interesser i den insulinresistente krop. Kostråd som kan være en gamechanger for mennesker. Kostråd som sundhedsmæssigt flugter med den offentlig tilgængelige videnskabelige konsensus, som kan læses af fagfolk og udnyttes af fagfolks bekendte. Når jeg skriver mine kostråd er det mit ønske at skabe lighed i sundhed. For det kan ikke vente længere. Det er umenneskeligt.
Ja tak. Giv mig de 10 kostråd for kr. 99,-
Tak fordi du læste med.
Og tak fordi du gør dit for at gøre Danmark til et bedre sted at være. For både syge og raske. For dig der har god tid – og dig der ikke har!
__________________
Hvilke tilbud har jeg til dig med diabetes 2 eller insulinresistens?
Ud over de nævnte kostråd, har jeg skrevet bogen ‘Ud af diabetes 2’. Den er fyldt til randen men den viden, jeg mener alle med insulinresistens eller diabetes 2 behøver, for at træffe deres eget valg om hvordan de ønsker at håndtere deres sygdom. Du kan læse om bogen her.
Er du mere til at lade dig inspirere på et grundigt kursus, holder jeg et 4-timers kursus, ‘Ud af diabetes 2 – tør du prøve’. Det kan du læse mere om her.
Og er du utålmodig (som jeg), og er du klar til at sætte alt ind på at se, om du kan arbejde dig ud af diabetes 2, så har jeg sammen med Jane Faerber lavet et 4-ugers onlineforløb ‘Ud af diabetes 2’, som giver dig alt det, du har brug for på din vej. Du kan læse mere om onlineforløbet her.
