For nogle måneder siden kunne man i en række danske aviser læse om en velmenende dansk leder, som på sin arbejdsplads har indført tvungen motion blandt sine ansatte. Vil man ikke være med, må man finde sig en anden arbejdsplads, lød mediernes – sikkert noget forenklede – beskrivelse af chefens budskab.
Det er dog ikke første gang, jeg hører den påstand, at en sundhedskultur på arbejdspladsen betyder, at ’chefen skal fortælle sine ansatte, hvad de skal gøre og derefter holde øje med, at de gør det’.
Men det er samtidig en påstand, jeg har behov for at modsige – for NEJ! – en sundhedskultur på arbejdspladsen handler absolut ikke om, at du skal fortælle dine ansatte, hvad de skal gøre. I mine øjne svarer det til at tage et forældet ledelsesværktøj i brug, risikere modstand og samtidig virke direkte hæmmende på motivationen. Husker du situationer i dit liv, hvor én har instrueret dig i noget, som du ved mere om end den, der instruerer? Kan du huske, hvad det gjorde ved dig?
Vil du som leder facilitere en sundhedskultur, dine medarbejdere både respekterer og har lyst til at tjekke ind i, er din opgave derimod snarere at skabe rammerne, fjerne forhindringer og tilbyde adgang til den viden og inspiration, der gør individuel og kollektiv sundhed på arbejdspladsen til en reel mulighed. Som sundhedsvisionær leder formår du med andre ord at tydeliggøre og legitimere det sunde alternativ på arbejdspladsen.
Så derfor: Væk med de gammeldags løftede pegefingre og instrukser – for medarbejderne orker ikke flere formaninger og krav, der ikke relaterer sig til det arbejde, man nu en gang er ansat til. Brug hellere din position og evner til at skabe den sundhedskultur som medarbejderne respekterer, ønsker at tjekke individuelt ind i – og tager med hjem.