Der findes to måder at gå sukkerkold på. Den reelle, hvor din krop har brug for energi udefra og den drilske, hvor kroppen tror, den har brug for energi udefra. I det sidste scenarie – og for de fleste – er det en pulssnack, der er brug for.
Du gaber, er lige ved at falde i søvn og har problemer med koncentrationen under det lange heldagsmøde. Men du har kun brugt en begrænset mængde energi på fysisk aktivitet, så det er ikke, fordi du mangler energi, at du sidder dér med en følelse af, at du er ved at gå sukkerkold. Det er altså ikke behovet for energi, der styrer din fornemmelse for sult eller følelsen af at gå sukkerkold. Omvendt er der en tendens til, at jo højere dit blodsukker var for nyligt, desto mere sulten føler du dig, og at fysisk inaktivitet kan fremme følelsen af at gå sukkerkold.
Men lad mig lige slå noget fast. Du er heldigvis ikke på vej i en choktilstand, du er heller ikke ved at dø af sult, og din krop har sandsynligvis energireserver nok til flere uger uden føde. I dette velkendte scenarie er det derfor en stor misforståelse, at du er nødt til at tilføre sukker udefra for at skabe balance og komme ovenpå igen. Men faktisk kan du med stor fordel hente lidt ekstra energi fra kroppens lagre, hvis du hjælper kroppen på vej.
Ved kortvarigt at sætte pulsen op med en ’pulssnack’ beder du kroppen sende lidt sukker ud i blodet. En pulssnack kan være 15 englehop, benløft, sprællemænd eller lignende. I alle tilfælde er kombinationen af en lille blodsukkerstigning og kredsløbsarbejdet i en pulssnack hjælp til din krop, som nu er på vej til at stimulere fedtforbrænding og danne glukose til dig.
Tip: Pulssnacks kan både anvendes til at forbygge og overrule følelsen af at gå sukkerkold og det er en risikofri energiform – så længe du altså får solide hovedmåltider.
Tilbage i mødelokalet kan det virke lidt grænseoverskridende at lave sprællemænd men overvej alligevel, om du kan slippe afsted med det med kommentaren, ’jeg skal lige have mit blodsukker lidt op’. En kommentar der er socialt acceptabelt sammen med et stykke chokoladekage.
Husk dine tre solide hovedmåltider
Vil du undgå følelsen af at gå sukkerkold, så skal du spise tre daglige solide hovedmåltider og samtidig være i rimelig fysisk form. For med tre solide måltider om dagen udnytter du kroppens evne til at lagre og mobilisere energi. Det er to vigtige egenskaber, som du har godt af at holde aktive, men som kan stå i vejen for hinanden, hvis de er på banen samtidig.
Holder du dig i god fysisk form og undgår du i øvrigt lange perioder, hvor du er helt inaktiv i løbet af dagen, så sikrer du dig, at den overskydende glukose, der havner i blodet efter måltidet, lagres lynhurtigt. Det er på alle måder en enorm stor fordel at lagre overskydende glukose fra blodet hurtigt, så du undgår for store udsving i de hormoner, der ledsager glukose, og så du undgår den stress, som et højt blodsukker kan forvolde på indersiden af dine blodkar. Efter lagringen står kroppens celler for at forsyne hinanden med energi efter behov.
’Ekstremsports-sukkerkold’
Er du derimod ekstremsportsudøver, eller dyrker du blot i dag ekstremsport mellem dine hovedmåltider, er det helt reelt, at du går sukkerkold og har brug for energirige mellemmåltider. Musklernes sukkerlager er ved at være brugt op, og leveren arbejder så hårdt den kan for at forsyne hele kroppen med nydannede glukosemolekyler. Ekstremsportsudøvere er ofte dygtige fedtforbrændere, men der kan stadig være behov for at tilføje energi udefra, hvis man arbejder ved høj intensitet. Her hjælper ti englehop ikke – her er der brug for at indtage energi, som kan dække musklernes efterspørgsel så snart det ankommer i blodbanen.
Mærk efter om du har brug for en pulssnack eller en snack udefra.